Siger du svin eller gris?
Jeg bruger begge ord og kommer også ind på hvorfor vi ikke bare kan udfase ordet svin – det sker i min nye bog “Hele svineriet” – på opdagelse i griselandet Danmark, som udkommer på GADS forlag 27. oktober 2026.
Svin eller gris, dyret har været usynligt for de fleste af os siden industrialiseringen af landbruget for alvor tog fart med mekanisering og stordrift fra 1950’erne og frem. Men selv om de mange millioner af svin er usynlige, har vi et fællesskab med dyret som mange ikke kender til. For eksempel er både den og vi altædende, omnivore.
Grisens evne til selv at rode, sortere, være nysgerrig og finde mad er noget af den absolut ikke har mulighed for i de lukkede stalde. Hvis den kunne, ville den smage sig frem og bruge hele dagen på at søge efter føde.
Vi har også mange fysiske ligheder med grisen og derfor er den et eftertragtet forsøgsdyr.
Og så kan den presses. Via avl er det lykkedes at få søerne til få meget store kuld pattegrise, langt flere end de har patter til. Men samtidig må sådan en so ikke bare passe sine unger som hun vil. Langt de fleste står i en bøjle, hvor de ikke kan vende sig omkring, for de nyfødte pattegrise er ”guldet” i stalden, og producenterne frygter at soen kan lægge sig på dem, hvis hun ikke står i denne bøjle, som hæmmer hendes bevægelser. Da den blev opfundet i sin tid fik den navnet ”beskyttelsesbøjle”, ikke en beskyttelse af soen men af grisene. For soen er det en lidelse.
Om det og mange af de andre måder de store svin og de små pattegrise presses på, kan du læse meget mere i bogen, hvis formål er at hædre dyret, ikke som hakket fars men som levende dyr.


