At være en kylling er i dansk sprogbrug er det samme som at være en kujon. Men det liv som de ægte kyllinger bydes, dem som bliver til brystkød på 33 dage, er ikke for kujoner. De fodres så hurtigt op, at benene har svært ved at bære dem – de bor kun inden døre i store haller, tæt sammen, de mærker aldrig jorden eller har jord at skrabe i. Ud af denne turbo-kylling kommer så det kød, som man fx lige nu kan se i sat billigt til salg i store frysediske i Coop. På en måde viser den latterlige pris hvilket elendigt liv vi byder de sølle dyr, som fuldstændig er ofre for vores måde at udøve magt på. Det er en giftig cocktail, når pris og elendig dyrevelfærd går hånd i hånd, for hvad motiverer så mennesker til at lade være med at købe dette kød? Personligt ville jeg aldrig nogensinde købe det. Kødet er trevlet og vandigt, men min viden om kyllingernes elendige liv forbyder mig også at lade min pengepung bestemme. Så hellere helt undvære kød eller købe det sjældnere, så der bliver råd til økologiske kyllingelår eller en hel kylling købt via en gårdbutik. Øko-kyllinger har også deres besvær – det kræver rigtig god landmandskab at sørge for daglig strøelse så kyllingerne ikke går i for meget lort og får brandsår på trædepuderne af ammoniakken. Men i det mindste kommer de ud hver dag.
For nylig kom det ud i medierne at kyllingeproducenten Danpo er gået i gang med at udfase ”turbo-kyllingen, den udskældte, hurtigt-voksende industrikylling. Firmaet vil skifte til en langt mere robust kyllingerace. Hvor langt dens liv bliver eller hvordan det bliver, står der mærkeligt nok intet om i Danpos fine pressemeddelelse. Jeg formoder den får måske 20 dage mere? Er det så et godt liv? En smule langsommere vækst i en stor indendørs stald uden adgang til jord eller frisk luft? Eller er det bare lidt flere dage i helvede? Jeg holder mig til det mindst ringe, økokyllingen som i det mindste får solen at se.
